I Aarhus Universitetsforlags stadig mere inspirerende serie 100 danmarkshistorier kan læseren på de vanlige 100 sider skaffe sig indsigt i ofte alt andet og mere end de overfladiske kanoniske sider af den danske historie fra runerne og så videre.

Historien lang har havet defineret danskernes liv og velfærd, ikke at forglemme det modsatte. De fleste beboere af de danske flade øer i øst og den store halvø i vest har fristet tilværelsen kystnært.

Landbrugerne var ofte også småfiskere, fiskerne drev ved siden af deres våde erhverv også smålandbrug. Med mellemrum kom stormen og efterlod sig ulykke og død. Et godt udgangspunkt for den side af dansk historie er landets største fjord, Limfjorden, der for længst ikke mere er en fjord.

Som en kæmpemæssig legemsåre strækker den sig 180 kilometer fra Hals til Harboør. Blæsten går frisk over dens vande, som de forelsket synger deroppe: Det i en dansk sammenhæng enorme vandskab yder levebrød for folk ved kysterne og på øerne. Limfjordslandet har altid været omstridt, det er så frugtbart og rigt på fisk og skaldyr.

Christian 4. måtte udstede forbud mod, at de stridbare nordenfjordske kystfiskere rovfiskede med for lille netstørrelse. Man levede dog med uoverensstemmelserne og fiskede østers og muslinger, og alt var såmænd ganske godt. Kollektiv overfiskning blev det også til med triste følger.

Naturen bestemmer

I 1825 kom så den helt store februarstorm og rev hul på Agger Tange. Ikke at forglemme kostede stormfloden godt 800 menneskeliv. Thyborøn blev slået åben for skibstrafik, og fjorden ændrede karakter.

Og folkene der blev bestandigt af de vilde stormfloder, oversvømmelser og skibsforlis erindre om, hvem der bestemte.

Siden katastrofen i 1825 har menneskene unægteligt sat sig tungt på kloden.

I dag kan vi i en blanding af stolthed og bekymring kalde vores periode antropocæn, hvor stormen nok stadig kan være skræmmende, men foranstaltninger og varslinger modsvarende er effektive. Mennesket sætter sig varige spor, der ikke lader sig revidere af naturen selv. Det er både rovdrift og kontrol i forandrende forstand. Så vidt, så godt.

Men en fremstilling om hav og land må nødvendigvis slutte i konstateringen, som Bo Poulsens fine lille bog også gør, at vi nu igen står over for – paradoksalt nok – naturens overvældende styrke, som vi vel at mærke har skænket den tilbage ved at svine med CO2 og lade vandene stige.

Det er, hvad opvarmningen af kloden som bekendt betyder. Få millimeter om året. Men snart hurtigere, hvilket, menneskeskabt eller ej, enhver nok så forbenet klimafornægter vel kan indse rammer de lave danske kyster og gengiver stormfloderne deres vilde destruktive kræfter.