Dato/klokkeslæt
23/04/2024
19:00 - 21:00
Sted
Morsø Folkebibliotek, Støberisalen, Holgersgade 7, 2. sal, Nykøbing Mors
Rundt om i verden er demokratiet i krise. I mange lande, hvor man ellers har anset demokratiet som mere eller mindre rodfæstet, ser man autokratiske tendenser, hvor helt fundamentale demokratiske spilleregler, såsom frie valg, uafhængige domstole, pluralisme og ytrings- og pressefrihed, tilsidesættes.
Siden staten Israels oprettelse i 1948 har verden været vidne til tilbagevendende konflikter mellem de jødiske og de palæstinensiske befolkningsgrupper. Den 7. oktober 2023 begyndte endnu en voldsom konflikt med Hamas’s raketangreb mod Israel, drab på ca. 1200 civile og gidseltagning af 240 civile israelere. Israel har svaret igen lige siden og har dræbt mere end 30.000 palæstinensere (5. marts 2024). Konflikten varer ved. Trods pres fra omverdenen er premierminister Benjamin Netanyahu og hans regering ikke villige til at lade hjælpeorganisationerne komme de nødlidende mennesker i Gazastriben til undsætning med mad, medicin og andre basale nødvendigheder.
Den 29. november 2022 satte Netanyahu sig i spidsen for en regering for 6. gang, denne gang for den mest højreorienterede i staten Israels historie. ”Det er en mere ekstrem, målrettet og på sin vis mere religiøs fundamentalistisk regering, Israel har fået”. (Allan Sørensen, journalist ved Kristeligt Dagblad, 29.11.22 til DR-Nyheder). Regeringen blev valgt med 63 stemmer ud af Knessets 120. Det betyder, at der er en stor opposition. Siden valget i 2022 er en lov blevet vedtaget, hvorefter Knesset kan annullere en dom afsagt af Højesteret. Det har vakt vrede hos en stor del af befolkningen og har betydet store demonstrationer, hvor hundredtusinder har vist deres utilfredshed.
Palæstinensernes menneskerettigheder trædes under fode. Regeringen accepterer jødiske bosættelser på Vestbredden og fordriver dermed palæstinenserne fra deres område. Er Israel et demokrati på afveje? Om det taler Peter Seeberg den 23.april kl. 19 i Støberisalen på Morsø Folkebibliotek.
Peter Seeberg er lektor emeritus i Mellemøststudier ved Syddansk Universitet.
Reservering og tilmelding
Tilmeldinger er lukket for dette arrangement.